Kunstnerisk Rådgiver

I perioden 2010-2012 har Storstrøms Kammerensemble fornøjelsen af Toke Lund Christiansen som kunstnerisk rådgiver for ensemblet.

Toke Lund Christiansen er solofløjtenist i DR Symfoniorkestret – en position han har haft siden 1968, året før han faktisk debuterede fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i København, hvor han i øvrigt er docent i dag.

Som solist og kammermusiker har han indspillet omkring 50 cd’er, heriblandt Carl Nielsen fløjtekoncert og samtlige værker af Kuhlau hvori der indgår fløjte! Han var i 2010 præsident for juryen ved den 4. internationale Carl Nielsen-fløjtekonkurrence i Odense, og er desuden aktiv som komponist og arrangør og som redaktør for en lang række nodeudgivelser, f.eks. i samarbejde med Sir James Galway i serien Master Class.

Toke Lund Christiansen er også en krumtap i dansk musikliv på andre måder, f.eks. som medstifte, fløjtenist og formand i Collegium Musicum, som koncertarrangør, som formand for Solistforeningen af 1921 og som skribent i fagblade og forfatter til bøger om musik, f.eks. Udsigt til musik – en bog om kunsten at lade sig dirigere!

Toke Lund Christiansen vil i sin periode som kunstnerisk rådgiver for Storstrøms Kammerensemble især udvikle kammermusikprogrammer til ensemblet og generelt inspirere ensemblets kunstneriske arbejde og sammenspil  

Tidligere  kunstneriske rådgivere 
For Storstrøms Kammerensemble er det afgørende at sikre sig kontinuérlig kunstnerisk udvikling. Inspiration udefra, friske tanker og ideer, intense samarbejder med kunstneriske kapaciteter hjælper ensemblet med at holde sig skarp, udvikle sig og i sidste ende: løse sin opgave med at fremme musik- og kulturlivet i vores landsdel på højeste niveau. 
Siden 1996 har Storstrøms Kammerensemble haft tilknyttet forskellig kunstnerisk ekspertise: komponisten Niels Rosing-Schow, klarinettisten Murray Khouri, oboisten Gordon Hunt, dirigent og formidler Frans Rasmussen og senest i perioden 2007-09 oboisten Helen Jahren og komponist/videnskabsmand Staffan Storm.

Ensemblet har også haft glæden af en huskomponist i 2007-08, nemlig Svend Hvidtfelt Nielsen, med hvem ensemblet indledte projektet "360 grader rundt om musikken" med musik for ensemble + bigband!

Kalender

Projekter

Ingen vej tilbage I maj måned præsenteres kammerensemblets nyudviklede koncert for børn: Ingen vej tilbage! Ingen vej tilbage er et musikalsk eventyr, som bygger på Grimms eventyr "De to Vandringsmænd".
Sommermusik på Fuglsang - Den nye verden Kammermusikfestival i herregårds-omgivelser! 22.-26. august 2012 med amerikansk tema.
Skoletjeneste "Landskaber" - Nyt tværfagligt tilbud på vej!
Talentakademi Storstrøm Regionens talenter under kammerensemblets vinger...