Storstrøms Symfoniorkester

Når man løfter i flok...
Storstrøms Kammerensemble udgør grundstammen i Storstrøms Symfoniorkester (tidligere kaldet SAS - Storstrøms Amts Symfoniorkester).
Storstrøms Symfoniorkester er en unik størrelse i dansk musikliv med sin enestående kombination af professionelle, amatører og elever. Orkestret er et fremragende eksempel på et "musikalsk fødekæde"-foretagende, hvor man ved fælles kræfter har skabt et symfoniorkester på højt kunstnerisk niveau, der også opfylder en central rolle som dels et kvalificeret tilbud til landsdelens dygtigste amatører og dels et led i uddannelsen af den kommende musiker-generation.
Orkestret havde sin spæde start i 1952, hvor det var et 13-mands strygeorkester under navnet "Nykøbing F Koncertorkester". I dag består orkestret som sagt af de topprofessionelle musikere fra Storstrøms Kammerensemble på nøgleposterne, og derudover amtets dygtigste amatørmusikere og musikskoleelever - i alt ca. 60 musikere.

Aktiviteter
Symfoniorkestret spiller gerne tre årlige koncertserier, f.eks. nytårskoncerter, forårskoncerter og efterårskoncerter. Koncerterne fordeles geografisk jævnt, så orkestret når helt ud til sit lokale publikum i alle hjørner af Kulturregion Storstrøm.
Programmerne spænder meget vidt og imødekommer mange behov: familievenlige koncerter med Sigurd Barret, kunstneriske fyrtårne med krævende symfonisk musik, programmer med kendte solister, samarbejdsprojekter med lokale kræfter, f.eks. kor, og meget andet.

Skolekoncerter
Musikere fra Storstrøms Kammerensemble tilbyder gerne forudgående besøg på omkringliggende skoler og andre institutioner, hvor musikken og instrumenterne introduceres for eleverne i en levende og nærværende form.

Dirigenter
Henrik Vagn Christensen (læs særligt menupunkt) er fast gæstedirigent for SAS, der også har arbejdet med dirigenter som f.eks. Martin Yates, Giordano Bellincampi, Søren K. Hansen, Jules van Hessen, Frans Rasmussen, Kaisa Roose, Morten Schuldt-Jensen og Børge Wagner.

 
Storstrøms Symfoniorkestret er støttet af Næstved, Guldborgsund, Vordingborg, Lolland og Faxe Kommuner, samt de såkaldte overgangsmidler - dvs. tidligere amtsmidler.

Kalender

Projekter

Ingen vej tilbage I maj måned præsenteres kammerensemblets nyudviklede koncert for børn: Ingen vej tilbage! Ingen vej tilbage er et musikalsk eventyr, som bygger på Grimms eventyr "De to Vandringsmænd".
Sommermusik på Fuglsang - Den nye verden Kammermusikfestival i herregårds-omgivelser! 22.-26. august 2012 med amerikansk tema.
Skoletjeneste "Landskaber" - Nyt tværfagligt tilbud på vej!
Talentakademi Storstrøm Regionens talenter under kammerensemblets vinger...