Kammerensemblet går foråret imøde med Mozart. Tindrende, virtuos musik fra mesterens hånd: Gran Partita - den "store serenade" fra 1781. Syv satser oprindeligt skrevet for 13 instrumenter, dog her opført i et arrangement for fem instrumenter af Christian Schwencke. Aldeles fantastisk musik, som ensemblets musikere længe har set frem til at programsætte, og det får man nu fornøjelsen af i Nakskov 29/2 og i Nykøbing 4/3.
Marts måned byder i øvrigt på festlige familiekoncerter med Storstrøms Symfoniorkester og slagtøjsspilleren Thomas Sandberg!
Læs mere om de enkelte koncerter i Aktivitetskalenderen.
Det er også i marts, at Storstrøms Kammerensemble sammen med Fuglsang Kunstmuseum og Museum Lolland-Falster præsenterer et ganske særligt, tværfagligt tilbud til skolerne under titlen LANDSKABER...Læs mere her.
Lokal musikdynamo
Storstrøms Kammerensemble er et såkaldt basisensemble, dvs. et landsdelsensemble der har det som sin fornemste opgave at fremme musiklivet i Kulturregion Storstrøm. Det sker ved at spille koncerter, undervise og formidle, samarbejde med amatører, med andre musikgenrer og andre kunstarter, indspille cd'er og meget mere. Kammerensemblet formår den svære kunst både at arbejde i bredden og vove forsøg og skæve projekter, og samtidig fordybe sig og konstant forfine sit sammenspil og kunstneriske udtryk.
Storstrøms Kammerenemble er støttet af Guldborgsund, Lolland, Næstved, Vordingborg og Faxe kommuner, samt Kunstrådets Musikudvalg.




